DUA Mener er et udtryk for det samlede akademis holdning. Indlægget blev udgivet i Altinget Forskning 24. august 2026
Danmark bryster sig med rette af stærke universiteter, høj forskningskvalitet og store investeringer i forskning.
Men bag succeshistorien vokser et problem, som vi ikke længere kan ignorere: Unge forskere tilbringer stadig flere år i midlertidige ansættelser uden sikkerhed for en fremtid i akademia.
Der er flere grunde til, at dette er et problem.
Forskningen risikerer at blive mindre risikovillig og af lavere kvalitet, fordi de unge forskere har brug for publikationer og fondsmidler for at konkurrere i det opslidende udskillelsesløb på vejen til en fastansættelse i akademia.
Desuden betyder de prekære og korte projektansættelser, at vi i stigende grad mister talenter, der ikke kan forblive i de usikre ansættelsesforhold, hvis deres familie- og privatliv skal hænge sammen.
Forskere i prekære ansættelser har vanskeligere ved at tage faglige risici.
En ny analyse fra Videnskabernes Selskab og DEA viser, at antallet af postdocs på danske universiteter er steget med 45 procent siden 2014. Samtidig er tiden fra afsluttet ph.d. til fastansættelse vokset markant.
Hvor et stort flertal tidligere blev lektor eller professor inden for fem år efter opnåelsen af ph.d.-graden, gælder det nu kun et mindretal. For størstedelen er der nu seks-ni år til fastansættelse og andelen af ph.d.’er, der bruger mere end 10 år på at opnå fastansættelse, er støt stigende.
Flere steder kan selv et lektorat nu være en midlertidig ansættelse.
Tallene bekræfter det, som mange yngre forskere allerede mærker på egen krop: Karrierevejen i forskningen er blevet længere, mere usikker og præget af ‘hyperkonkurrence’.
Et konstant pres
Det betyder dog ikke, at midlertidighed i sig selv er et problem.
Tværtimod kan internationale postdoc-stillinger være nogle af de mest formative og berigende år i et forskerliv. Mange unge forskere drømmer om at arbejde i andre lande, indgå i internationale miljøer og fordybe sig i nye idéer og samarbejder.
Midlertidige ophold kan være både faglige og personlige eventyr; hvor man udvikler sig som forsker og som menneske.
Problemet opstår, når midlertidigheden ikke længere er et valg eller en mulighed, men det bliver en permanent tilstand.
Når unge forskere bruger store dele af deres 30’ere på korte kontrakter, gentagne jobsøgninger, flytninger mellem lande og usikker finansiering, får det konsekvenser, både menneskeligt og forskningsmæssigt.
Hvis man er midlertidigt ansat op til ti år, kan meriteringskriterierne til faste stillinger desuden ændre sig undervejs. På Københavns Universitet har man eksempelvis for nylig fjernet eksterne bevillinger som selvstændigt meriteringskriterium.
Opnåede forskningsmidler figurerer nu som en egenskab under forskningsledelse. Det er i sig selv en ændring, der kan give god mening, men det skaber uklarhed og usikkerhed for de forskere, der gennem mange år har bygget deres karriere på eksterne bevillinger.
Videre har usikkerheden og de kortvarige projekter betydning for den forskning, der bliver lavet. Forskere i prekære ansættelser har vanskeligere ved at tage faglige risici, tænke langsigtet og investere tid i idéer, som måske først bærer frugt mange år senere.
Der opstår et konstant pres for at producere resultater, publikationer og fondsansøgninger. Det kan fremme forsigtighed frem for originalitet og begrænse den frie tanke, som vi også tidligere har skrevet om i Dagbladet Information.
Livet uden for universitetet
Men presset handler ikke kun om forskning. Det handler også om livet uden for universitetet.
I dag er der heldigvis en voksende bevidsthed om, at arbejdsliv og privatliv hænger sammen. Også blandt unge forskere.
Mange ønsker stadig den internationale karriere og den faglige frihed, men de ønsker samtidig muligheden for at skabe et stabilt liv med familie, partner, børn og lokal tilknytning. Det er ikke urimelige forventninger. Det er almindelige livsvilkår.
Når akademiske karriereveje bliver stadig længere og mere usikre, risikerer vi derfor at skubbe talentfulde forskere ud af universitetssystemet. Ikke fordi de mangler evner eller ambitioner, men fordi de på et tidspunkt vælger et mere stabilt liv, enten for dem selv eller fordi det ustabile liv viser sig for hårdt for deres familier.
Når akademiske karriereveje bliver stadig længere og mere usikre, risikerer vi at skubbe talentfulde forskere ud af universitetssystemet.
Og meget tyder på, at konsekvenserne ikke rammer tilfældigt. Internationale undersøgelser peger på, at usikre karriereforløb og høje mobilitetskrav ofte påvirker forskere forskelligt afhængigt af køn og familieliv.
Risikoen er, at vi reproducerer velkendte mønstre, hvor kvinder i højere grad presses ud og forskere med større familieforpligtelser presses væk fra forskningen undervejs i karrieren.
Det er ikke kun et problem for den enkelte forsker. Det er et problem for Danmark som videnssamfund.
En mere bæredygtig struktur
Udviklingen hænger tæt sammen med universiteternes stigende afhængighed af eksterne projektmidler. Fonde finansierer i høj grad tidsbegrænsede forskningsprojekter og dermed også midlertidige ansættelser.
De eksterne midler har løftet dansk forskning betydeligt, men systemet skaber samtidig en forskerstab med stadig flere ansatte uden langsigtet forankring. Derfor har vi brug for en mere bæredygtig forskningskarrierestruktur.
For det første bør universiteterne og de politiske beslutningstagere skabe flere tydelige og transparente karriereveje mod fastansættelse.
Tenure track-modeller kan være en del af løsningen, hvis de bruges ansvarligt og med klare kriterier. Det bør kontrolleres, at tenure track-reglerne faktisk overholdes, og at de reelt fører til faste stillinger.
Universiteterne bør igen begynde at prioritere stabile forskningsmiljøer.
For det andet bør brugen af basismidler og eksterne projektmidler genovervejes. For få år siden var en fastansættelse nærmest garanteret ved hjemtag af en enkelt såkaldt karrierebevilling.
I dag er virkeligheden en helt anden, og selv adskillige af sådanne hjemtaget bevillinger er oftest ikke tilstrækkeligt til at opnå fastansættelse. Det er netop på denne måde, at stabile forskningsmiljøer er blevet erstattet af projektbaserede, midlertidige ansættelser.
Stabile forskningsmiljøer
Universiteterne bør igen begynde at prioritere stabile forskningsmiljøer. Sidste års forhandlinger om forskningsreserven bød på en markant forøgelse af basismidlerne til universiteterne, som derved netop har fået nye muligheder for at stabilisere deres forskningsmiljøer.
Forøgelsen af basismidlerne giver universiteterne en oplagt mulighed for at modvirke tendensen i rapporten og forkorte vejen til fastansættelse, for eksempel ved at sikre at tenure-track stillinger og lektorater faktisk fører til og udgør fastansættelser.
Danmark har brug for ambitiøse unge forskere. Men unge forskere har også brug for et system, hvor talent og hårdt arbejde faktisk kan føre til en realistisk og bæredygtig karriere.
Hvis vi ønsker forskning i verdensklasse i fremtiden, kræver det, at vi investerer i menneskene bag forskningen og ikke kun i projekterne. Det kræver, at vi tør tage de lange lygter på og igen begynde at satse på fastansættelser og stabile forskningsmiljøer.