DET UNGE AKADEMI INVITERER POLITIKERNE I PRAKTIK

Forskningspolitisk udvalg står for en forsker-politikerfølgeordning, der skal give politikerne og forskerne indsigt i hinandens hverdag ved parvis at følge med en dag på jobbet.
Ordningen skal fremme dialogen med uddannelses- og forskningsordførerne i Folketinget og samtidig gøre opmærksom på de kår, som yngre universitetsforskere er underlagt.

Forsker-politikerpraktikordning

Ideen med ordningen er, at politikerne får mulighed for at opleve forskeres hverdag på universiteterne og lære om forskningen i praksis ved simpelthen at følge en ung forsker på arbejde for en dag. Dette bliver så efterfulgt af et lignende besøg for den unge forsker på Christiansborg. Formålet er at bygge en tættere bro mellem vore verdener, at lade politikere få et tættere kendskab til forskningsverdens indhold samtidig med, at forskerne får en forståelse for politikernes arbejde og prioriteringsmuligheder.

De politiske profiler, som var med i ordningen i 2018, var: Christine Antorini, Mads Fuglede, Mette Reissmann, Jakob Mark, Sofie Carsten Nielsen, Jens Henrik Thulesen Dahl og Søren Pind.
Med et nyt Folketing på plads efter valget i juni 2019 tog forskningspolitisk udvalg igen kontakt til Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg for at relancere ordningen. Dette skete ved et besøg på Christiansborg i november 2019, hvor man forsøgte at tiltrække nye politikere til ordningen i 2020.