Amalie Trangbæk

MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Amalie Trangbæk
Titel
Adjunkt
Tilknytning
Institut for Statskundskab, Aahus Universitet
Indvalgsår
2025
Grad
ph.d.
Fagområde
Offentlig forvaltning, Statskundskab
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Min forskning handler om embedsværkets arbejde i ministerierne. Det er vigtigt at blive klogere på, fordi embedsfolks rådgivning er med til at forme politiske beslutninger og dermed påvirke vores alles hverdag. I min forskning undersøger jeg embedspersoners praksis og roller i ministerierne – fra fuldmægtig til departementschef – med afsæt i teorier om roller, adfærd og kompetencer. Min nyeste forskning fokuserer på, hvordan embedsfolks adfærd og forståelse af arbejdsprocesser kan kaste lys over Slotsholmens indre maskinrum. Ved at anvende teorier om koordination, organisering og hierarki søger jeg at afdække de mekanismer, der driver beslutningsprocesser og samarbejde.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Det var lidt et tilfælde, at jeg blev forsker. Det interessante er snarere, hvorfor jeg stadig er det. Det er jeg, fordi jeg får lov til at dyrke min nørdede nysgerrighed på embedsværket; jeg får lov at møde interessante, dygtige mennesker i academia og embedsværket; og så giver det energi at undervise engagerede, nysgerrige studerende. Kombinationen af fornyet forundring, faglig fordybelse og formidling gør, at jeg bliver ved.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
En af de store udfordringer er adgang til embedsværket fordi der er en fortrolighedsproblematik, fx ift. tavshedsbelagte oplysninger, og fordi tid er en knap ressource blandt dem, jeg studerer. Det kræver tillid, fleksibilitet og tålmodighed at studere embedsværket gennem kvalitative metoder. En anden er, at den verden jeg studerer kontinuerligt flytter sig, bl.a. når der laves nye ministerier, nye udvalg mm. Og så er formidlingsbalancen ift. nuancer og format en tilbagevendende udfordring.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Jeg vil engagere mig i samtaler om forskningens rolle i samfundet, fx hvordan man gør viden tilgængelig og relevant også uden for universiteterne, og bidrage til at udforske nye formidlingsformater. Jeg vil engagere mig i debatten om vigtigheden af og vilkårene for grundforskning, inkl. balancen mellem national og international forskning. Jeg er også optaget af, hvordan vi fremmer tværfaglighed som noget, der gør en reel forskel i forskningens praksis og gennemslagskraft.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?
Tværfagligheden kan styrkes ved at bygge bro mellem både forskellige videnskabssyn og forskellige metodiske tilgange. Det kræver en gensidig respekt og nysgerrighed og en åbenhed overfor, hvordan forskellige forskningsspørgsmål kan besvares gennem forskellige tilgange. I den nære fremtid tror jeg, at komplekse samfundsudfordringer, fx klima og miljø, kræver mere tværfaglighed fx ift., hvordan forskningen bliver produceret, oversat og anvendt i praksis.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN:
Det var først under mit feltarbejde på Slotsholmen, at jeg lærte at drikke kaffe, men siden har jeg ikke set mig tilbage. I dag finder man mig ofte med en kop kaffe i hånden midt i en god samtale – både i forskningsregi og privat. Jeg er som regel i gang med at planlægge min næste afstikker: måske en rolig sommerhustur, et smut til København eller en tur ud i verden. Jeg har i de senere år genfundet glæden ved at gå til dans – det giver god energi og godt humør.