Rasmus Munksgaard
MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Rasmus Munksgaard
Titel
Lektor
Tilknytning
Institut for sociologi og socialt arbejde, Det humanistiske og samfundsvidenskabelige fakultet, Aalborg Universitet
Indvalgsår
2023
Grad
ph.d.
Fagområde
Krimonologi
RASMUS MUNKSGAARD
Lektor, Institut for sociologi og socialt arbejde, Det humanistiske og samfundsvidenskabelige fakultet, Aalborg Universitet
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Kriminologer studerer kriminalitet og afvigelse og samfundets reaktion derpå. Jeg studerer illegale markeder, særligt narkotikamarkeder, og beskæftiger mig med deres organisation og konsekvenser for samfundet. Tidligere har min forskning behandlet online narkomarkeder, men i dag er mit arbejde rettet mod både offline og online markeder. I øjeblikket er jeg særligt beskæftiget med narkotikapriser og deres udvikling i forbindelse med afkriminalisering og legalisering.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Min forskningskarriere startede ved et tilfælde, da jeg blev praktikant ved Center for Rusmiddelforskning. Jeg fik blod på tanden og så mig aldrig tilbage. Jeg forsker, fordi jeg er nysgerrig, og fordi der er spørgsmål, som optager mig, men som jeg ikke kan svare på. I starten var jeg nysgerrig på organisationen og udviklingen i online narkomarkeder. Så blev jeg nysgerrig på, hvorfor cyberkriminelle stoler på hinanden. Senest er jeg blevet nysgerrig på, hvad der sker, når man løsner op eller stopper reguleringen af store illegale økonomier.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
Kriminologi, og særligt studiet af illegale markeder, er grundlæggende udfordret af dataindsamling. Vi arbejder ofte med skjulte populationer, eller fænomener som er svære at måle, såsom salget af narkotika. Det er en løbende udfordring, og jeg er meget optaget af at udvikle metoder til at måle narkotikapriser. Lige nu er noget af det mest spændende inden for mit felt, hvad der sker i legaliserede narkotikamarkeder, og hvorvidt legalisering vil fortsætte. Canada har implementeret forskellige legaliseringsmodeller på tværs af stater, og i Europa venter vi på, at Tyskland legaliserer cannabis.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
I DUA vil jeg fokusere mit arbejde udadtil på forskningsformidling. Jeg vil arbejde for formidling af videnskab, generelt, men også for min egen disciplin, som stadig er relativt ukendt i Danmark. Internt i DUA vil jeg bidrage med et nordjysk perspektiv fra Aalborg Universitet. Forsknings- og uddannelsespolitik, og debatten om disse, tager sjældent højde for variationen mellem universiteter. Jeg har en intention om at være en kanal for de perspektiver på forskning og uddannelse, som eksisterer heroppe.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVORDAN KAN DEN BRUGES I DIT ARBEJDE?
I mit eget arbejde har jeg trukket på metoder fra computer science og kvantitativ litteraturhistorie. Mellem forskere tror jeg, at tværfaglighed først og fremmest styrkes gennem interdisciplinære netværk. Det er, når vi hører om andres metoder, deres viden om et emne, eller det nyeste gennembrud i feltet, at vi får inspiration til gode ideer og samarbejder.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN
Jeg er opvokset i Roskilde og boede i Montréal under min ph.d. I dag bor jeg i Nørresundby tæt på den smukke Limfjord, som minder mig om Roskilde Fjord. Jeg har skiftende hobbyer, men oftest involverer de, at jeg roder med teknologi på en eller anden måde. Jeg elsker at rejse og prøver at tage en vinylplade med lokal punkrock med hjem fra hver by, jeg besøger.