Rasmus Grønved Nielsen
MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Rasmus Grønved Nielsen
Titel
Professor
Tilknytning
Center for Erhvervsret og Offentlig Regulering (CEO), Københavns Universitet
Indvalgsår
2026
Grad
Dr.jur.
Fagområde
Retsvidenskab
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Jeg har en bred retsvidenskabelig interesse. Overordnet set beskæftiger jeg mig med borgernes retlige stilling i mødet med det offentlige. Mit primære forskningsområde angår formuerettens samspil med den offentlige ret (særligt forvaltningsret), når offentlige myndigheder optræder som privatretlige aktører, fx som aftalepart og ansvarssubjekt. Jeg interesserer mig også for forvaltningsrettens historiske udvikling, herunder spændingsfeltet mellem forvaltningen og domstolene, samt hvordan EU-retten og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention påvirker forholdet mellem borgere/virksomheder og det offentlige.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
At være forsker er en velsignelse og et privilegium. Jeg er især glad for den frihed, der er forbundet med forskergerningen – både med hensyn til, hvad jeg beskæftiger mig med, og hvordan jeg tilrettelægger processen. Jeg er drevet dels af en indre motivation til at tænke dybt og originalt, dels af en ydre motivation til at kunne bidrage med samfundsrelevante forskningsresultater. Som forsker tjener man både evigheden og virkeligheden. Det er meningsfuldt.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
Den traditionelle retsvidenskab, som beskæftiger med gældende ret (“retsdogmatik”), hører til blandt de traditionelle videnskaber, men har for tiden trænge kår. En række strukturelle forhold gør det fx vanskeligt at tiltrækket ekstern finansiering til retsdogmatisk forskning i dansk ret. Det risikerer at skævvride de retsvidenskabelige forskningsmiljøer og sammenhængen mellem forskning og uddannelse. Det er en væsentlig udfordring, der på sigt kan få store konsekvenser for samfundet.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Jeg vil bruge mit medlemskab af DUA til at blive klogere på og inspireret af andre videnskabsfelter og samtidig være en stærk repræsentant for retsvidenkaben. Med afsæt heri vil jeg bidrage til at skabe fokus på problemstillinger og emner af fælles relevans og betydning for forskellige videnskabelige discipliner, så det videnskabelige fællesskab i videre udstrækning taler med én tunge.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?
Selv har jeg især arbejdet i krydsfeltet mellem jura og historie. Jeg tror på, at en øget forståelse for andre videnskabelige discipliner er det bedste afsæt for en styrkelse af tværfagligheden. Det handler om at erkende sine egne grænser og forstå potentialet i andre perspektiver. Det er et spørgsmål om formidling, åbensind og abstraktionsevne. Jeg forventer selv at kunne lære med masse om, hvordan jeg og mine fagfæller kan bliver bedre til at forklare og nyttiggøre retsvidenskabeligt arbejde.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN:
Privat er jeg gift og har tre drenge. Udover familien går jeg op i bøger, fysisk adspredelse og dødsmetal.