Stine Johansen
MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Stine Johansen
Titel
Tenure-Track Adjunkt
Tilknytning
Institut for Datalogi, Aalborg Universitet
Indvalgsår
2026
Grad
Ph.d.
Fagområde
Human-Computer Interaction
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Jeg er forankret i feltet Human-Computer Interaction (HCI), et underemne indenfor datalogi med fokus på at designe og udvikle interaktive teknologier med mennesket i centrum. Specifikt forsker jeg i menneskers interaktion med intelligente, komplekse systemer såsom robotter. Det undersøger jeg, på den ene side, ved at studere menneskers interaktioner med teknologien, såsom observationer af robot-assisteret kirurgi, og på den anden side gennem design af og eksperimenter med nye brugergrænseflader. Nøglen ligger typisk i at udlede den ofte tavse viden, som mennesker opbygger igennem deres væren i verden og integrere den i design- og udvikling af fremtidens IT-systemer.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Forskning er for mig en kreativ og kollaborativ praksis, hvor jeg kan koble teknologi, design og ideer fra kunst til at anskue problemer på nye måder. Jeg er grebet af at lære metoder fra f.eks. musik og undersøge, hvordan de kan hjælpe med at løse praktiske problemer indenfor mit eget område. Samarbejde med andre, som ligeledes er nysgerrige på grænselandet, er meget inspirerende. Filosofi, matematik, og billedkunst var mit spor i gymnasiet, og de forgreninger sidder alle stadig dybt i mig.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
Med stigende brug af intelligent IT i vores daglige liv bliver det kun vigtigere at undersøge, hvordan mennesker kan inddrages i den teknologiske udvikling. Når jeg undersøger, hvordan intelligente systemer kan integreres i vores daglige arbejde, er spørgsmålet ikke kun, hvor meget arbejdet kan eller skal automatiseres. En interessant udfordring er snarere, hvordan vi styrker både automatisering og menneskers kontrol over deres arbejde.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Jeg har et ønske om dels at kæmpe for, at vi bedriver videnskab for verden, og dels at møde andre unge forskere, som brænder for, at forskning ikke er en isoleret praksis. Det er både en præmis og et potentiale for forskning at samarbejde på tværs. Dernæst er jeg optaget af, hvordan yngre forskere interagerer beslutningstagere på politisk niveau. Jeg er begejstret for at blive inspireret af andre medlemmer samt deltage aktivt i danske debatter, hvor emner som intelligente systemer også fylder.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?
Nogle gange opstår samarbejde ”serendipitivt”, for eksempel ved et tilfældigt møde på det rigtige tidspunkt. Selvom held kan være et element i disse møder, kan vi også målrettet fostre serendipitet og derigennem de måder, vores forskning bliver aktiveret og formidlet. Det sker for eksempel gennem initiativer som Vin & Viden på Kunsten i Aalborg. Mit forskningsområde er i sin natur tværfagligt, og jeg håber på at udbygge min kernefaglighed med nye vinkler og ideer.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN:
Jeg er opvokset på landet, altid omgivet af natur og dyr. Efter en periode med storbyliv på næsten tre år i Brisbane, Australien, er jeg nu vendt tilbage til Aalborg, hvor jeg nyder Limfjordens ro. Jeg har mange hobbyer, som ofte involverer noget kreativt, deriblandt at spille guitar, male akvarel, og skitsere i min notesbog, når jeg rejser. Derudover har jeg avanceret dykkercertifikat, som har givet mig mulighed for at besøge nogle smukke steder under vandet.