Torsten Bøgh Thomsen
MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Torsten Bøgh Thomsen
Titel
Lektor
Tilknytning
Institut for sprog, kultur, historie og kommunikation, Syddansk Universitet
Indvalgsår
2023
Grad
ph.d.
Fagområde
Litteraturvidenskab
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Jeg arbejder med de måder, litteraturen er påvirket af og påvirker sine samfundsmæssige omgivelser – såvel i dens samtid som eftertid. En stor del af mit arbejde har foregået inden for den litteraturvidenskabelige retning økokritik. Her har jeg interesseret mig for, hvordan forholdet mellem mennesket og naturen er udtrykt i historisk litteratur og samtidslitteratur, og hvordan forståelsen af skiftende natursyn op igennem tiden kan kvalificere nutidens klimadebat. Min aktuelle forskning er forankret i 1800-tallets litteratur i almindelighed og H.C. Andersens forfatterskab i særdeleshed, som jeg behandler ud fra aktuelle problemstillinger og teorier. Jeg er interesseret i, hvordan H.C. Andersens eventyr er blevet modtaget uden for Danmark, og hvordan de via oversættelser og adaptationer er indgået i forskellige kulturer på måder, hvor de bringes til at afspejle lokale ideologier, politiske forhold og værdier.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Litteratur har altid været min store interesse. Jeg er fascineret af dens skæve blik på vores virkelighed og de måder, den kan udfordre vores verdensbillede på og opmuntre til nye forståelser. Den kan dels gøre os klogere på os selv, og hvor vi kommer fra, dels hjælpe os med at sætte os i andres sted og forestille os alternativer til det eksisterende. I litteraturen møder vi på en og samme tid os selv og noget andet end os selv. Det er potentialet i det spændingsfelt, jeg ser det som min opgave som litteraturforsker at hjælpe til med at udfolde.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
Inden for forskningsfeltet verdenslitteratur er en af de store udfordringer at finde en balance imellem på den enes side at betragte litteraturen i dens specifikke historiske, sproglige og kulturelle kontekst og på den anden side at forstå dens udbredelse på et globalt niveau, når den vinder international udbredelse. Det er med andre ord en udfordring, der består i både at tage højde for kulturel specificitet og transnationale strømninger og påvirkninger i det litterære felt. Arbejdet med de måder, litteratur rejser fra sit udgangspunkt til andre lande kan dermed hjælpe os med at forstå andre kulturer og deres værdier, som viser sig i de måder, de spejler sig i litteraturen på, hvilket på sigt kan kabe kulturmøder og gensidig interkulturel forståelse.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Det er en stor ære at blive optaget som medlem af Det Unge Akademi. Og jeg ser frem til i mit medlemskab at bidrage til diskussionerne af nogle af de store spørgsmål, som det er let at overse i en travl og hektisk hverdag. Spørgsmål af forskningspolitisk karakter angående ligestilling, diversitet og inklusion, som ligger mig på hjerte, og spørgsmål om, hvordan vi sikrer gode nationale såvel som internationale samarbejder på tværs af akademiske fagfelter og traditioner i en verden, hvor den slags i stigende grad kan være udfordret. Derudover ligger DUA’s fokus på bred populærvidenskabelig formidling mig meget på sinde. Som førstegenerationsforsker fra en lollandsk arbejderklassefamilie er vidtfavnende formidling til diverse målgrupper afgørende for mig. Hvis jeg kan overbevise min far, der er pensioneret havnearbejder, om den klimamæssige relevans af at læse Wordsworth, eller en odenseansk gymnasiast om potentialerne for interkulturel forståelse, der ligger i undersøgelser af globale oversættelser af H.C. Andersen, er jeg nået langt.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVORDAN KAN DEN BRUGES I DIT ARBEJDE?
Ift. det verdenslitterære felt foregår mit arbejde i et tværfagligt krydsfelt mellem oversættelsesstudier, kulturvidenskab og litteraturvidenskab med inspiration fra sociologien. Hvad økokritikken angår rækker tværfagligheden endnu videre. Her mødes humanistiske, samfundsfaglige og naturvidenskabelige perspektiver i en fælles ambition om at adressere og afhjælpe de globale klimaforandringer. Tværfaglighed skaber en synergi, der kan og bør styrkes gennem kollektive forskningsprojekter. Derfor er det vigtigt at støtte etableringen af brede netværk med repræsentation for forskellige fagligheder både internt på universiteterne og i fondslandskabet.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN
Jeg er en passioneret plante-entusiast og har 26 potteplanter i min lejlighed på Nørrebro ved sidste fintælling. Siden jeg fik altan for et par år siden, har denne interesse udviklet sig til et næsten uoverskueligt omfang. Derudover går min fritid med at være sammen med min regnbuefamilie og vores to skønne børn.