Troels Pank Arbøll
MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Troels Pank Arbøll
Titel
Adjunkt
Tilknytning
Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet
Indvalgsår
2024
Grad
ph.d.
Fagområde
Assyriologi (oldtidsfilologi)
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Min forskning fokuserer primært på nye tilgange til at forstå sygdom og helbredelse i oldtidens Mesopotamien (det moderne Irak og Syrien fra ca. 3200-0 f.v.t.), for at opnå en dybere indsigt i datidens medicinske praksisser og vores fælles intellektuelle historie i nogen af verdens ældste nedskrevne kilder. Jeg forsker derudover i oldtidens begrebsliggørelse af sygdom, anatomi og fysiologi, farmaceutiske ingredienser, epidemier, zoonoser, opbygningen og overleveringen af tidlig videnskab, såvel som dyr og dæmoners ikonografi. Min første bog fra 2021 er et studie af en læge fra det 7. århundrede f.v.t. og hans karriereforløb. Bogen præsenterer den første detaljerede analyse af en mesopotamisk helbreders træning og praksis baseret på lærde kileskrifttekster skrevet på lertavler, som stammer fra hans families bibliotek. Min anden bog fra 2023, udgivet på Videnskabernes Selskabs forlag, indeholder tekstudgaver af oldtidsvidenskabelige og diplomatiske tekster fra det 9. århundrede f.v.t., udgravet af en dansk ekspedition i 1930erne i den syriske oldtidsby Hama. Udover det grundforskningsmæssige bidrag, så udfylder teksterne et anseligt hul i vores viden om datidens storpolitiske og videnskabelige udviklinger, idet de stammer fra en periode uden lignende kilder i området. Jeg indgår også i flere tværfaglige samarbejder, hvilket har ledt til artikler om oldtids-DNA og verdenshistoriens tidligst beskrevne kys.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Jeg er først og fremmest drevet af nysgerrighed! Fra barnsben var jeg fascineret af historierne fra det Gamle Testamente, og mødet med disse fremmedartede fortællinger ledte til en fundamental interesse i oldtidens verden. Efter gymnasiet var jeg en kort tur forbi biokemi, før jeg startede på faget ægyptologi. Her indså jeg dog hurtigt, at mange af historiens store ubesvarede spørgsmål stod i kø på assyriologi. Det er et fag, der emmer af spænding, med levende forskningsdiskussioner og utalige uudforskede afkroge af den dybeste oldtid. Her kan man beskæftige sig med alt fra det første nedskrevne ord til nogle af verdens første videnskabelige traditioner. Faget gav mig en enestående mulighed for at fordybe mig i ukendte skrifter kombineret med en frihed til uhindret at undersøge de emner, jeg havde lyst til. Jeg opdagede hurtigt, at det var her ,jeg hørte til, og jeg kunne i dag ikke drømme om at arbejde med noget andet.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
Jeg er adjunkt finansieret af Fonden Edubba på assyriologi på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier, Københavns Universitet. Her studerer vi de kulturer, der beboede Mesopotamien, det moderne Irak og Syrien fra ca. 3200-0 f.v.t. Studiet fokuserer særligt på at læse og forstå regionens datidige skriftsprog kaldet kileskrift samt sprogene akkadisk og sumerisk. Som forsker og underviser på et fag, der studerer menneskehedens tidligste skrevne historie, arbejder jeg til dagligt som filolog, lingvist og historiker på én og samme tid. Faget har internationalt set relativt få forskere, men med utroligt mange tekster at udgive og analysere verden over. Da en del materiale stadig ikke er udgivet, så er grundforskning både en nødvendighed og et privilegium. Formidling er dog også en essentiel del af vores virke, da det forankrer en forståelse for værdien af vores arbejde. Selvom man som forsker er specialiseret, så skal man som assyriolog derfor vide lidt om alt i fagets emnefelt.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Jeg glæder mig til at indgå i de mange spændende interdisciplinære forskningsdiskussioner, som DUA i sit unikke virke giver mulighed for. Jeg ønsker desuden at bruge mit medlemskab som en platform til at formidle assyriologi og studiet af menneskets ældste nedskrevne historie, dels ved at formidle min egen forskning, dels ved at vise, hvordan mit felts viden finder nytte i større videnskabelige og interdisciplinære sammenhænge. På trods af en forudgående forsknings- og formidlingsindsats gennem en længere årrække, så er Mesopotamien stadig et eksotisk og tåget kapitel af historien for den brede offentlighed. Jeg håber at kunne bruge min erfaring inden for formidling til at udforske muligheden for at lave mere målrettet formidling til bestemte grupper gennem DUA. Jeg vil derudover tale småfagenes sag i forskningspolitiske sammenhænge, og her vil jeg bidrage med mit perspektiv på mulighederne og udfordringerne for de små fag på universiteterne, når der diskuteres ændringer af uddannelseslandskabet.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?
Tværfagligheden hjælper ofte banebrydende videnskabelige fund på vej. Som assyriolog er jeg del af et lille felt med stærke danske forskningstraditioner. Fagets internationale fagmiljø er dog først i forrige årtier begyndt systematisk at eksperimentere uden for egne faggrænser. Her har min egen søgen efter nye svar på videnskabelige spørgsmål ledt til deltagelse i flere interdisciplinære forskningssamarbejder, hvilket har ført til arbejder publiceret i Scientific Reports og Science. Gennem disse er jeg blevet opmærksom på nødvendigheden af tværfagligt samarbejde mellem de humanistisk sproglige/historiske discipliner og de naturvidenskabelige discipliner for at opnå et bredere perspektiv. Her tilbyder DUA en unik platform for interaktion mellem spændende forskere fra et væld af fag, og jeg ser frem til at bidrage til – og drage nytte af – den synergi, der skabes i akademiets rammer.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN
Jeg er opvokset på Vestegnen og har boet på Amager og senest i Oxford som Carlsberg Junior Research Fellow. Nu bor jeg mellem oldtidslevnene fra Danmarks mytiske konger i Lejre sammen med min kone, Danmarks Dr Pindsvin (Sophie Lund Rasmussen), og vores søn. Som for mange andre forskere, så er mit arbejde også min hobby, og det sker ofte, at jeg bruger hverdagsaftenerne på at læse nogle snørklede linjer kileskrift. Når jeg ikke fordyber mig i oldtidens mysterier, så nyder jeg at bruge min tid sammen med min familie, gå tur med vores hund, læse fantasy-bøger, tage til metalkoncerter, og se gyserfilm. Jeg ville generelt ønske, jeg var bedre til også at få spillet guitar og nørde Warhammer, men det sker heldigvis i ny og næ.