Foto: Unsplash/Rowan Heuvel
DUAister skriver kronik i Kristeligt Dagblad den 23. marts
Af
Troels Pank Arbøll, Cecilie Bjerre, Kristina Bakkær Simonsen, Janus Juul Eriksen, Christoffer Basse Eriksen, Zakaria Djebbara, Alexander Hauser, Thomas Husted Kirkegaard, Sofie Marie Koksbang, Stine Rønholt, Amalie Trangbæk, Elizabeth Li, Emil Laust Kristoffersen, Sabina Pultz, Lau Møller Andersen, Eva Rotenberg, Alexandra Brandt Ryborg Jønsson, Anja Simonsen, Simona Zetterberg-Nielsen, Sofie Laurine Albris, Rasmus Munksgaard, Jonas Lybker Juul, Anders Bjørk, Torsten Bøgh Thomsen, Amalie Skovmøller, Aysel Küçüksu, Nina Molin Høyland-Kroghsbo, Vibe Nielsen, Anton Autzen, Patrick Mun
Så er den gal igen! Årets tal for kvote 2-ansøgninger til universiteterne er netop udkommet, og de viser desværre igen et fald i ansøgninger til humanistiske uddannelser. Hvis udviklingen følger de seneste år, vil det samme billede sandsynligvis tegne sig, når kvote 1-ansøgningerne senere på året lander. Færre unge søger mod humaniora, og tendensen har stået på i en årrække. Udviklingen afspejler en fortælling, som i stigende grad har fået fodfæste i offentligheden: At humaniora i bedste tilfælde er “nice to have”, hvorimod de tekniske og naturvidenskabelige kompetencer ofte præsenteres som “need to have”.
Dette billede er i vores optik både forfejlet og farligt.
Humaniora rummer afgørende kompetencer, der hjælper os med at forstå vores fortid, navigere i vores nutid og træffe langstrakte beslutninger om vores fælles fremtid.
I november sidste år offentliggjorde Augustinus Fonden en rapport, der understregede, at humanistisk forskning skaber substantiel social, kulturel og – hvad der sjældent anerkendes – økonomisk værdi i og for Danmark. Ikke nødvendigvis fra den ene dag til den anden, men over tid, hvor viden slår rod og ændrer måder at tænke og handle på. Rapporten kom blot få år efter en lignende undersøgelse fra Danske Universiteters Taskforce i 2023 pegede på, at humaniora i dag ser markant anderledes ud end for bare ti år siden: Der er færre – men gradvist flere tværfaglige og praksisorienterede – uddannelser, der optages færre studerende, og humanistisk forskning er i stigende grad afhængig af eksterne midler. Humaniora har med andre ord gennemgået markante ændringer på få år. Mens koblingen til arbejdsmarkedet er blevet styrket, er humanioras vidensberedskab samtidig blevet mere udsat.
På baggrund af årets kvote 2-tal og de to omtalte rapporter ønsker vi således at gøre op med den aktuelle fortælling om humaniora i offentligheden til fordel for en ny og mere præcis af slagsen, som bryder med et forsimplet og ofte karikeret billede. Hvor humaniora ikke blot er pynt eller sågar endda en anakronisme – men en nødvendig del af Danmarks samlede viden og handlekraft. Fem perspektiver bør stå centralt:
1. Humaniora beskæftiger sig med aktuelle og vedkommende problemstillinger
I en stadigt mere kompleks og turbulent geopolitisk verdensorden, hvor teknologiske løsninger udvikler sig hurtigere end nogensinde før, har humaniora en central rolle. Humaniora giver os kildekritik, fortolkning, perspektiv og dømmekraft – færdigheder, der er helt og aldeles afgørende, når vi skal navigere i misinformation, nye teknologier og politiske konflikter. Dette blev allerede understreget i en analyse udarbejdet af Dansk Magisterforening i 2019. På lige fod med alle andre universitetsforskere sidder de humanistiske af slagsen ikke i elfenbenstårne, men beskæftiger sig derimod med relevante problemstillinger. De arbejder f.eks. med, hvordan unge forholder sig til klimakrisen, hvordan vi kommunikerer på tværs af sociale og kulturelle skel, og hvordan vi håndterer etiske dilemmaer relateret til ny teknologi som kunstig intelligens. Humaniora er derfor ikke en kontrast til eksempelvis naturvidenskabelige discipliner, men derimod ofte bindeleddet, der kan oversætte deres resultater og gøre disse menneskeligt og samfundsmæssigt relevante.
2. Humanister er eftertragtede
Rapporten fra 2023 dokumenterer ligeledes, at ledigheden for humanistiske kandidater er på det laveste niveau nogensinde og faktisk nærmer sig dimittendledigheden for andre hovedområder – defineret i rapporten som sundhedsvidenskab, samfundsvidenskab samt teknisk videnskab og naturvidenskab. Samtidig er andelen af kandidater, der starter i job i den private sektor, steget markant: Hvor knap halvdelen af humanistiske dimittender i 2010 fik deres første job i den private sektor, var det i 2021 omkring 62% – tæt på niveauet fra andre hovedområder (f.eks. 63.5% i naturvidenskab). Svingninger i ansættelse i den private sektor bør dog ikke være afgørende for, om det humanistiske vidensberedskab bør styrkes fremadrettet.
3. Humanistisk forskning binder vores fortid til fremtiden
Humaniora hjælper os med at forstå vores fortid, så vi kan træffe bedre beslutninger om fremtiden. Det er studiet af, hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvorfor vi gør, som vi gør – det binder sprog, kultur, historie og sociale praksisser sammen. De forskelligartede fag på humaniora er derfor nødvendige, når vi ønsker at forme samfundet på nye måder. Det understreger behovet for et stærkt vidensberedskab i sprog og kultur med et langsigtet perspektiv.
4. Humanioras vidensberedskab er i fare
På baggrund af dimensioneringerne af humaniora optager man i dag færre studerende end i 1990, og flere fag – især sprog- og kulturarvsfag – er så skrøbelige, at de risikerer helt at forsvinde. For nylig har Aalborg Universitet lukket uddannelser i blandt andet Anvendt Filosofi, Kunst og Teknologi samt Samfundsfag. Denne udvikling udfordrer derfor føromtalte vidensberedskab i samfundet: Hvem skal eksempelvis sikre, at vi fortsat kan lære kinesisk, tysk eller andre sprog, der er vigtige for vores internationale økonomiske, diplomatiske og sikkerhedsmæssige forhold? Hvem skal bevare og formidle vores almenmenneskelige såvel som danske kulturarv, som er centrale for vores fælles selvforståelse og dermed samfundets sammenhængskraft og modstandskraft mod polarisering? Netop derfor er det vigtigt at værne om de eksisterende fagmiljøer, så vi kan uddanne nye studerende og drage nytte af fagenes ekspertise, når behovet opstår. Det er både glædeligt og nødvendigt, at regeringen på finansloven for 2026 har afsat 68 mio. kr. til at styrke fremmedsprogsområdet her og nu. Alt det samme er der fortsat behov for langsigtede strategier, der inkluderer flere faggrupper.
5. Humanistisk viden har over tid markant indflydelse på vores samfund og kultur
Humaniora skal ikke nødvendigvis levere hurtige løsninger på problemer her og nu – præcis som andre videnskaber heller ikke skaber nye forskningsresultater med et fingerknips. Humaniora giver dybde, kritisk tænkning og eftertanke. Vi har brug for forskere, der tør stille de svære spørgsmål og minde os om de langsigtede perspektiver. Viden må derfor ikke kun måles i nobelpriser og nye patenter. Den humanistiske værdi udfolder sig ofte indirekte eller over tid – i offentlig debat, demokratiske processer, kulturarv og i vores måde at forstå hinanden på. Mange indsigter bliver først tydelige, når vi ser tilbage, og dygtige humanister løfter den offentlige samtale.
Humaniora står derfor i en paradoksal situation: Samfundet bliver i stigende grad bevidst om fagenes relevans, mens de enkelte fagmiljøer bliver stadigt mere pressede.
Føromtalte rapport fra Augustinus Fonden opfordrer bevillingsgivere og forskere til at blive bedre til at synliggøre humanioras værdi. Men der er også brug for, at landets politikere bygger videre på det seneste års initiativer, der har haft fokus på at sikre mere bæredygtige strukturer i humaniora. Hvis humaniora fortsat skal levere den viden, der understøtter løsninger på samfundets udfordringer såvel som dets sammenhængs- og handlekraft, kræver det stabile og langsigtede rammer, hvor eksempelvis sprog- og kulturarvsfag ikke negligeres og forsvinder under kortsigtede økonomisk hensyn.
Faglig relevans bør ikke kun italesættes som direkte arbejdsmarkedsrelevans, iværksætteri eller økonomisk gevinst. De fem perspektiver – baseret på rapporterne fra Augustinus Fonden og Danske Universiteter – viser med al tydelighed, at humanistisk viden er en forudsætning for at forstå og håndtere mange af de store og komplekse globale udfordringer, vi står overfor den dag i dag. Hvis vi som samfund ønsker at være i stand til at træffe langsigtede beslutninger – og altså ikke blot reagere på akutte problemer – kræver det politiske prioriteringer, der anerkender humaniora som en grundlæggende del af Danmarks vidensberedskab på mere lige fod med sundheds- og naturvidenskabelige discipliner, end tilfældet er i dag. Sikringen af fremtidens humaniora burde derfor være del af den nuværende politiske dagsorden såvel som et valgkampstema.
I dag drejer det sig om det stadigt faldende kvote 2-tal, og til sommer gentager historien sig sikkert i et samlet faldende ansøgerfelt til humaniora. Vi har med andre ord brug for ikke blot at handle og reagere på en tydelig og kedelig tendens, men vi er lige så vigtigt nødt til at gentænke fortællingen om humaniora og dens værdi for vores samfund. Ikke som noget “blødt” eller “nice to have”, men som en central del af det intellektuelle fundament, der gør os i stand til at forstå vores fortid, navigere i vores nutid og handle rettidigt og med omhu også i vores fælles fremtid.
