HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?

Jeg forsker i forskellige aspekter af ulighed i sundhed, både hvordan mennesker på forskellig vis tilgår sundhedsydelser, og hvordan det at leve med kroniske sygdomme kan opleves forskelligt afhængigt af kulturel og social kontekst og socioøkonomisk position. Som antropolog forsøger jeg gennem feltarbejder at forstå hverdagen blandt eksempelvis ældre med kort uddannelsesbaggrund, mennesker med svære psykiske lidelser eller marginaliserede familier, og hvordan ulighed i sundhed kommer i spil disse menneskers daglige liv. Jeg arbejder tværfagligt med udgangspunkt i epidemiologiske og medicinske studier, og bruger etnografi og samfundsfaglige teorier til komme nærmere en forståelse af, hvorfor sociale determinanter korrelerer med ulighed i sundhed. Jeg har vist, at det at tilhøre en befolkningsgruppe, der med uddannelsesbaggrund, specifikke sygdomme eller etnicitet har risiko for at være udsat for ulighed i sundhed, præger mødet med sundhedsvæsenet gensidigt: det kalder jeg subjektiv ulighed. Det betyder, at jeg bidrager til forskning i ulighed i sundhed gennem indsigt i relationen mellem individ og samfund, og hvordan denne relation påvirker folkesundheden.

HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?

Den første uge på antropologistudiet skulle vi læse Frederik Barths bog ‘Social Organization’, og jeg kan huske, at jeg blev blæst bagover, fordi her var der en, som beskrev videnskabeligt al den viden om kropssprog, talemønstre og sociale interaktioner, som jeg havde arbejdet med kunstnerisk som skuespiller. Jeg vidste ikke, hvad forskning var, men tænkte, at hvis man kunne være rebelsk og kreativ, når man undersøgte videnskabeligt, hvorfor mennesker dog gør, som de gør, så ville jeg det! Bogen er med rette kritiseret for sit noget firkantede strukturelle syn på menneskelig ageren, men jeg kan stadig finde på at hive den frem og læse i den og bliver stadig inspireret, for grundtanken – at konteksten (kultur, historie, situation, socialitet) er afgørende for, hvordan vi som mennesker agerer, er i min optik det vigtigste at medtænke, når man arbejder med eksempelvis sundhedsforskning.  For mig er det at kunne blive ved at stille spørgsmål til fænomener og forholde sig kritisk til etableret ‘viden’ afgørende. Jeg anser det som et privilegie at få lov til at arbejde med at være nysgerrig samtidig med, at jeg forsøger at skabe en positiv forandring i verden.

HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?

En af de store udfordringer i ulighed i sundhed er, at vi kan se det findes i statistikkerne, men kun ved meget lidt om, hvordan uligheden opstår, og hvad der skal til for at løse problemet. Samtidig er der en række negative konnotationer forbundet med ulighed i sundhed, som gør det svært at identificere problemerne i praksis. Men ulighed i sundhed handler også om, hvordan vi giver mest til dem, som har mest brug for det, og indeholder derved potentielt en diskussion af, hvad sundhedsvæsenet kunne gøre mindre af. Det kunne eksempelvis være at se på overmedikalisering som fænomen i sundhedsvæsenet. Det giver dog en anden stor udfordring, fordi det med at tænke i, hvad sundhedsvæsenet burde gøre mindre af, er kontraintuitivt. Det betyder, at mit forskningsfelt sommetider kolliderer med lægfolks emotionelle forståelser, og det kan skabe formidlingsmæssige udfordringer.

HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?

Jeg glæder mig til at møde og blive inspireret af en masse talentfulde og ambitiøse forskere og bruge tværfagligheden til at få nye perspektiver på min egen forskning. Jeg glæder mig også til at diskutere formidling og forskningspolitik og sætte fokus på behovet for fri og uafhængig forskning. Derudover håber jeg at bruge mit medlemskab af Det Unge Akademi som rollemodel for andre, der som jeg, kommer fra en arbejderklassebaggrund. Jeg vil gerne være med til at inspirere unge til at vælge forskervejen ved at udbrede kendskabet til, hvad forskning egentlig er, hvad det kræver, og hvordan man bliver dygtig til det.

HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?

Mit felt er per definition tværfagligt, for min forskning involverer både antropologer, læger, psykologer, sociologer, ingeniører, psykiatere og retorikere, for blot at nævne nogen. Det er herigennem indsigten i ulighed i sundhed som fænomen opstår. Jeg tror på, at tværfagligheden fungerer bedst, når forskerne ikke kun arbejder parallelt og bidrager med deres faglighed, men faktisk arbejder sammen og kommer med konstruktive og kritiske indspark i en fælles proces. Når forskellige vidensformer mødes på den måde, bliver vi opmærksomme på nye aspekter i vores egen viden, og jeg har oplevet, at eksempelvis et samarbejde med en ingeniør og psykiater fik os til at udtænke en interventionsteknologi, som ellers ikke var blevet lavet, fordi vi tilgik et problem, der befandt sig i krydsfeltet mellem samfundsvidenskab, sundhedsvidenskab og teknisk videnskab. Samtidig er tværfagligheden med til at rykke på mine egne grænser for, hvordan man kan undersøge et fænomen. Min forskning i subjektiv ulighed er således sammen med en statistiker, en epidemiolog og en læge blevet udviklet til et valideret spørgeskema, så vi kan få kvantitativ indsigt i oplevelsen af diskriminering og ulighed.

LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN:

Jeg er den første student i familien og havde egentlig troet, at jeg skulle være skuespiller, men en række mere eller mindre tilfældige begivenheder gjorde, at jeg begyndte på antropologistudiet på Københavns Universitet. Som ph.d.-studerende blev jeg tildelt et Fox International Fellowship på Yale University, og flyttede med familien til USA i et år, men vendte hjem til en postdoc på Københavns Universitet. Jeg elsker mit arbejde, både at forske og undervise, så det går der en del tid med.  Derudover bruges tiden med min mand og to børn, når jeg ikke spiller euphonium (mini-tuba) i Copenhagen Brass Ensemble.