Anders Bach-Mortensen
MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Anders Bach-Mortensen
Titel
Lektor
Tilknytning
ISE - Institut For samfund Og Erhverv, Roskilde Universitet og Oxford
Indvalgsår
2026
Grad
Ph.d.
Fagområde
Social Politik og Omsorg
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Jeg forsker i, hvad der sker, når kernevelfærdsydelser på social- og omsorgsområdet udsættes for markedskræfter. Jeg undersøger bl.a., hvordan ejerskab påvirker kvalitet, stabilitet og tilgængelighed for fx anbragte børn og ældre på plejehjem. Jeg er især optaget af at forstå og dokumentere under hvilke forhold velfærdsprivatisering fungerer efter hensigten, og hvornår det ikke gør. Metodisk arbejder jeg både kvantitativt og kvalitativt, men en stor del af mit arbejde består i at samle og koble populationsdata fra myndighedsregistre, så jeg kan følge og kortlægge både udbydere og borgere over tid.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Min vej ind i forskningen er præget af tilfældigheder, men den startede da jeg under min bachelor tilbragte et år i en grundforskningsgruppe på Wissenschaftszentrum Berlin. Her oplevede jeg for første gang, hvor spændende et forskningsmiljø kan være, og lærte, at den vigtigste viden sjældent er den, vi kan planlægge os frem til. Som forsker er det friheden til at definere og følge spørgsmål, uanset hvad svaret viser sig at være, og samværet med nysgerrige kolleger, der motiverer mig allermest.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
Den største udfordring i mit felt (men også i socialvidenskaben generelt) er, at forskning sjældent når ud til praksis. Dels er den empiri, litteraturen efterspørger, ikke altid den, beslutningstagere har brug for. Dels bliver den viden, vi allerede har, sjældent brugt. Det skyldes blandt andet, at impactarbejdet ofte stopper, så snart artiklen er udgivet. Jeg er derfor optaget af, hvordan man både kan styrke empirien og formidlingen, så forskningen kan informere de mennesker, den vedrører.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Først og fremmest til at opbygge netværk med dygtige forskere på tværs af universiteter og fagligheder, hvilket har særlig stor værdi for mig som relativt nyligt tilbagevendt til Danmark. Jeg ser det Unge Akademi som et frirum, hvor yngre forskere kan dele erfaringer om at navigere forskning, undervisning og fondsansøgninger. Endelig håber jeg at bruge medlemskabet og DUAs platform til at deltage i forskningspolitiske debatter og til at styrke formidling og policy impact.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?
Det starter med, at vi faktisk eksponerer os for andre fagligheder og måder at anskue tingene på. Vi omgiver os ofte i en kreds af forskere, der ligner os selv, men jeg får personligt meget ud af tværfaglige miljøer. Den bedste forskning, jeg har lavet, har været sammen med kollegaer, der havde et andet blik på teori og metode end mig, netop fordi det tvinger mig til at sætte spørgsmålstegn ved mine egne metodiske vaner og teoretiske antagelser.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN:
Jeg er født i København, men tilbragte godt ni år i England og Tyskland. Nu bor jeg i Vanløse med min kæreste, der også er forsker, men vi prøver (med svingende held) at lade arbejdet blive på kontoret. I min fritid går jeg meget op i klatring, som man heldigvis også kan i Vanløse, og prøver (også med svingende held) at finde en sund balance mellem bøger og tv. De bedste aftener deler jeg en øl med min kæreste, mens vi laver mad og så småt finder os til rette i en dansk hverdag.