Jessica Hjaltelin
MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Jessica Hjaltelin
Titel
Associate Professor
Tilknytning
Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns universitet
Indvalgsår
2026
Grad
Ph.d.
Fagområde
Kunstig intelligens og medicinsk informatik
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Min forskning tager udgangspunkt i de enorme mængder sundhedsdata, vi besidder – fra hospitalsdiagnoser, medicin og laboratorieprøver ned til små ændringer i vores DNA. Vi anvender informatik og AI til at opdage sygdomme tidligere, med fokus på kræft, og til at forstå de komplekse sygdomsmønstre gennem livslange patient historikker. Målet er at skabe bedre værktøjer til tidlig diagnostik, forebyggende initiativer og opdage nye tidslige risikofaktorier. Jeg udvikler AI-modeller, der kan forklare deres egne beslutninger, da dette er afgørende, når denne skal implementeres i praksis hos bl.a. lægerne.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Jeg har altid været nysgerrig af natur og har været motiveret af forskerverdens muligheder for at undersøge det ukendte. Tidligt i mine studier har jeg været interesseret i kræft – et af de mest komplekse sygdomsområder. Jeg er motiveret af kompleksitet, og hvordan man finder mønstre samt enkelthed i det. Samtidig har interaktionen med forskere fra andre felter været enormt givende. Det er ofte i mødet mellem forskellige perspektiver foran et whiteboard, at de mest kreative idéer opstår.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
I mit arbejde integrerer vi forskellige typer af storskala data til at bygge AI modeller til at forudsige sygdomme tidligere – før lægernes diagnose. Udfordringen ligger ikke kun i at skabe en præcis model, men også en, der kan forklare beslutningsgrundlaget. Det er afgørende for at opbygge tillid til teknologien og for, at den kan anvendes i praksis. Derudover er det både en udfordring og nødvendighed at formidle resultaterne i enkelthed, da disse udspringer fra en enorm kompleksitet.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Med mit medlemsskab vil jeg se frem til at møde alle medlemmerne og til alle de inspirerende diskussioner og tværfaglige ideudvekslinger. Jeg vil bidrage til forskningsformidling og forskningspolitik og ser frem til at være bindeleddet, der kan styrke dialogen mellem forskning, beslutningstagere og samfund. Derudover er min vision at fremme et dynamisk forskningsøkosystem, så forskning, innovation og tværfaglige samarbejder glider sømløst sammen på tværs af institutioner og sektorer.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?
Tværfaglighed er en grundlæggende del af mit arbejde og noget af det, jeg nyder allermest. Til daglig arbejder jeg tæt sammen med softwareingeniører, læger, statistikere, bioinformatikere m.m. Jeg mener, at tværfagligheden kan styrkes ved at skabe flere rammer for vidensudveksling på tværs af discipliner og institutioner. I mit eget arbejde er tværfagligheden helt afgørende for at kunne omsætte store mængder sundhedsdata til brugbar viden og løsninger, der kan gavne den enkelte patient.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN:
Som barn har jeg altid været meget nysgerrig og kreativ. Jeg brugte tid på at tegne, male og udfolde mig kreativt. Længe troede jeg, at den kreative side og forskning tilhørte hver sin verden, men i dag ved jeg, at de er meget forenelige og komplementære. Jeg bor i Trørød sammen med min mand og vores to børn. Vi holder meget af at tilbringe tid i naturen og bjergene og kommer på ski så ofte som muligt. Derudover nyder jeg mine løbeture i skoven.