Joshua Evans
MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Joshua Evans
Titel
Seniorforsker & Gruppeleder
Tilknytning
BRIGHT, Danmarks Tekniske Universitet
Indvalgsår
2026
Grad
Ph.d.
Fagområde
Mad & Bæredygtighed
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Jeg forsker i mad, mennesker og jord, og hvordan de påvirker hinanden gennem madlavning og spisning. Jeg undersøger sammenhængene mellem smag, økologi og evolution samt biokulturel mangfoldighed i antropocæn. Jeg arbejder med mikrober, fermentering, innovation og bæredygtighed på tværs af natur-og samfundsvidenskab og humaniora. I min gruppe bruger vi kulinarisk praksis til at fremstille nye fødevarer, naturvidenskab til at undersøge, hvordan de fungerer, og samfundsvidenskab og kunst til at udforske, hvordan de kan bidrage til madkulturen. Sådan arbejder vi for et mere bæredygtigt, retfærdigt og gennemsigtigt fødevaresystem, som tilbyder mere mangfoldige, nærende og velsmagende fødevarer.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Jeg tror egentlig ikke, jeg nogensinde havde planlagt at blive forsker som sådan – jeg tror snarere, jeg er kommet dertil, dels fordi jeg generelt er nysgerrig, og dels fordi jeg har så mange interesser. For mig har det vist sig, at det at være forsker er den bedste måde at kunne gøre alle de forskellige ting, jeg føler mig drevet til at gøre, og at kunne være forbundet til alle de forskellige fælleskaber og former for viden, jeg gerne vil lære af.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
En af de største udfordringer er, hvordan man kan hjælpe samfundet med at skifte til mere bæredygtige spisevaner. Mens det ofte betragtes som et rent teknisk problem med universelle løsninger, mener jeg, at denne omstilling må se forskellig ud afhængigt af den enkelte kultur og kontekst. Her kommer den mere sociale side ind i billedet – det handler ikke kun om at fremstille produkter, men også om at skabe viden og fortællinger, der kan fremme denne dialog blandt forskellige målgrupper.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Jeg glæder mig til at udvikle mine evner til at fremme tværfaglige forskningskulturer yderligere. Det er utroligt værdifuldt at være del af et fællesskab, hvor mennesker fra alle mulige fagområder forsøger at finde ud af, hvordan vi kan samarbejde på lige fod. Som canadier, der arbejder i overvejende engelsktalende, internationale forskningsmiljøer, ser jeg også frem til at lære at bruge dansk på en mere akademisk måde og blive yderligere integreret i det danske samfund.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?
Efter min erfaring fungerer tværfaglighed bedst gennem velovervejede tiltag, der på overraskende og legende måde ryster op i eksisterende sociale og faglige strukturer. Det hjælper også at ga til arbejdet med nysgerrighed og storsindethed. En ting jeg elsker ved at arbejde med mad er, at mad er forbundet til næsten alle fagområder – og derfor er det et fantastisk emne for forskere, der er interesserede i en tværfaglig tilgang. Det er også til dels sådan, jeg selv kom til at arbejde med mad.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN:
Selvom jeg elsker at forske, tror jeg på at holde fri – ikke kun for balances skyld men også for gennembruddene, der opstår gennem de forskydninger, der sker, når man ikke er opmærksom. Jeg kan godt lide at læse skønlitteratur og essays, skrive mere kreativt, se kunst, lave fermenteringsprojekter og mad, og spise og drikke te med venner. Og så dyrker jeg druer og laver vin på en hektar jord sammen med venner i Lejre, tager dukkerter i havnen, og går i saunaen så mange weekender som muligt.