Stine Rønholt
MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Stine Rønholt
Titel
Lektor
Tilknytning
Institut for Farmaci, Københavns Universitet
Indvalgsår
2024
Grad
ph.d.
Fagområde
Farmaci, biofysik og hudsygdomme
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Min forskning fokuserer på at udvikle og forbedre lægemiddelformuleringer til huden. Ved at arbejde interdisciplinært i grænsefladen mellem farmaci, kemi, fysik og fysiologi undersøger jeg, hvad de fysisk-kemiske egenskaber betyder for lægemiddelformuleringens funktion og interaktion med hudens barriere.I dag behandles de ofte stigmatiserende hudlidelser typisk systemisk med immunomodulerende stoffer i hospitalsregi. Dette betyder, at hele immunsystemet dæmpes, hvilket kan give anledning til øvrige komplikationer. Desuden er en sådan behandling forbundet med hyppige besøg på sygehuset. I min forskning arbejder jeg med en teknologi, ioniske væsker, der har vist potentiale til at kunne levere disse store makromolekyler lokalt over huden og dermed mindske bivirkningsprofilen. I min forskningsgruppe anvender vi avancerede komplementære biofysiske teknikker, herunder også synkrotroner såsom den nyopførte European Spallation Source i Lund.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Jeg har altid interesseret mig for sundhed og fysisk aktivitet, kombineret med en stor nysgerrighed på at forstå, hvordan ting fungerer. I gymnasiet fangede biologi og kemi min interesse, så farmaceutuddannelsen var det næste naturlige skridt. Under mit speciale arbejdede jeg med udvikling af lægemidler til huden, med fokus på at få fedtbaserede vehikler til at trænge intakte ned i de dybere hudlag. Dette for at opnå en mere effektiv behandling af psoriasis. Jeg blev enormt fascineret af kroppens biologiske barrierer, hvordan det er muligt at designe lægemiddelformuleringer, der kan trænge over disse – og hvordan denne transport sker. Det naturlige næste skridt var derfor at fortsætte med en ph.d. Her arbejdede jeg med biofysiske teknikker, teknikker jeg i dag bruger til at se på lægemidlers interaktion med biologiske barrierer. Det er en kæmpe motivation for mig at være med til at generere viden, der potentielt kan hjælpe patienter mod bedre behandling og en bedre hverdag.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
For at kunne udvikle bedre og mere effektive lægemidler til lokal anvendelse i huden er det vigtigt med en grundlæggende forståelse af sammenhængen mellem lægemidlers fysisk kemiske egenskaber og deres interaktion med hudbarrieren. Ioniske væsker, som vi arbejder med, er en forholdsvis ny teknologi i relation til huden. Disse kan sammensættes på mange forskellige måder rent kemisk, men vi mangler stadig at forstå præcist, hvordan kemien spiller sammen med lægemiddelstoffet, der skal inkorporeres, formuleringens stabilitet samt biologisk effekt. Lykkedes dette, vil vi kunne skabe et biblioteket, der fremadrettet vil kunne lette udviklingsprocessen, samt potentielt vil kunne benyttes til andre administrationsveje, eksempelvis oralt.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Jeg glæder mig virkelig til at møde andre yngre forskere i DUA. Jeg synes, det er super inspirerende at lære fra andre discipliner og på den måde blive inspireret og se egen forskning i et helt ny lys. Jeg kommer altid hjem fuld af en masse nye ideer efter tværfaglige arrangementer. Derudover er både forskningspolitik og forskningsformidling enormt vigtigt og noget, jeg via DUA håber at kunne bidrage til. Forskningsmæssige resultater har størst værdi, hvis de kommer uden for den lille boble, vi til tider færdes i som forskere. Det kan både være i form af tværfaglig forskning, men også i særdeleshed at inspirere unge mennesker til at se nærmere på den videnskabelige verden. Og ikke mindst bidrage til den forskningspolitiske dagsorden.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?
Mit arbejde er i sagens natur meget tværfagligt. Jeg mener, at det er i grænsefladen mellem de forskellige discipliner, at de gode ideer typisk opstår. Her bliver de videnskabelige problemstillinger belyst og diskuteret fra forskellige vinkler og ved brug af forskellige teknikker. Dette giver en dybere forståelse af den enkelte hypotese. Selv arbejder jeg tæt sammen med fysikere til at modulere og fortolke vores røntgen- og neutrondata, kemikere i forhold til syntese af nye komponenter til lægemiddelformuleringerne, AI eksperter til udvikling af software-modeller, der kan hjælpe os med at forudse, hvordan vi skal designe vores formuleringer for at opnå den ønskede effekt, biokemikere og immunologer for at forstå, hvordan huden responderer på de formuleringer, vi udvikler, samt læger, når vi tester på human hud og for at sikre den translationnelle værdi af vores forskningsprojekter.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN
Jeg bor i Skovshoved med mine tre piger. Vi spiller alle tennis. Så meget af tiden bliver brugt i den lokale klub. Om vinteren tager vi afsted på ski så ofte som muligheden byder sig. Jeg begyndte desuden at windsurfe for et par år siden og er blevet virkelig glad for det. Så hvis du ser en plaske rundt i vandet ved Hellerup havn er det nok mig.