Vibe Nielsen

MEDLEM AF DET UNGE AKADEMI
Vibe Nielsen
Titel
Postdoc
Tilknytning
Ny Carlsberg Glyptotek og Københavns Universitet
Indvalgsår
2025
Grad
ph.d.
Fagområde
Museumsantropologi / Kunsthistorie
HVAD ER DIT FORSKNINGSFELT – KORT BESKREVET?
Min forskning fokuserer på kolonitidens fortsatte påvirkning af museale samlinger, som jeg har undersøgt igennem antropologisk feltarbejde på kunstgallerier, etnografiske museer og i botaniske haver. Jeg er særligt interesseret i, hvordan arven fra kolonitiden håndteres i museumsmiljøer, igennem samtidskunstinstallationer og -performances, samt i museumstekster og anden skriftlig formidling. I mit nuværende forskningsprojekt, bygger jeg videre på tidligere undersøgelser af museumssamlinger, stiftet i en tid præget af europæisk kolonialisme. Jeg udfolder nye perspektiver på udviklingshistorien bag Glyptotekets samlinger og de samfundsmæssige strømninger, der var med til at forme dem.
HVAD HAR MOTIVERET DIG TIL AT BLIVE FORSKER?
Min interesse for museet som samfundsinstitution blev vagt allerede længe før, jeg gav mig i kast med min ph.d. i antropologi, om museer og kuratering i Sydafrika. Undervejs i min studietid, formidlede jeg med stor fornøjelse og fortællelyst kulturfaglig viden på blandt andet Nationalmuseet, hvor jeg siden fik arbejde som museumsinspektør. Min forskningsinteresse har lige siden koncentreret sig om, hvordan museer på tværs af landegrænser formidler historierne bag deres samlinger.
HVAD ER DE FORSKNINGSMÆSSIGE UDFORDRINGER OG PERSPEKTIVER PÅ DIT FELT?
Dekolonial museumspraksis er et forskningsfelt, der i de seneste år har fået stor international opmærksomhed. Jeg indgår således ofte i samarbejder med museer og botaniske haver, der ønsker at adressere deres samlingers koloniale arv. De seneste års fokus på nødvendigheden i at forstå den koloniale fortid og dens nutidige konsekvenser er for mig at se med til at bidrage til væsentlige samtaler om behovet for mere mangfoldig repræsentation på museer og i det offentlige rum.
HVAD VIL DU BRUGE DIT MEDLEMSKAB AF DET UNGE AKADEMI TIL?
Jeg ser frem til at engagere mig i Det Unge Akademi med en tilgang, der vil bidrage til akademiets aktiviteter med et internationalt perspektiv og antropologiske indsigter fra det Globale Syd. Med værdifulde erfaringer fra det ekstraordinære forskningsmiljø, som jeg de seneste fire år har været en aktiv del af, igennem mit Research Fellowship på Linacre College, University of Oxford, glæder jeg mig til at indgå i et stærkt tværfagligt netværk med kolleger på tværs af akademiske discipliner.
HVORDAN MENER DU, AT MAN KAN STYRKE TVÆRFAGLIGHEDEN – OG HVAD KAN DEN BRUGES TIL I DIT ARBEJDE?
De tværfaglige og internationale miljøer, som jeg har været del af qua mit feltarbejde på blandt andet Pitt Rivers Museum, har åbnet op for nye perspektiver på min egen forskning og givet mig spændende indblik i andre fagligheder. Det er ofte igennem samarbejder som disse, at ny viden opstår. Jeg bruger aktivt disse tværfaglige aktiviteter i mit arbejde, til at forstå nye sammenhænge og til at se verden fra forskellige vinkler.
LIDT OM MENNESKET BAG FORSKEREN:
Min interesse for levende formidling hænger tæt sammen med min store interesse for sang, skuespil og performance, som jeg igennem mange år har været aktivt engageret i. På Linacre College i Oxford er jeg præsident for the Music Society og værdsætter at lære mine medkorsister at kende igennem sange fra et bredt repertoire af sprog og musikalske traditioner. Jeg er desuden en flittig fritidsgartner og sætter stor pris på at opholde mig udendørs, på vandet såvel som til fods på jævnlige vandreture.